1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30
Mikkel Thøgersen luskede afsted vaad og krumrygget som en udsmidt skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne talte om at rejse udenlands stammede han hjælpeløs svimmel Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke langt ude fra Søerne Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt Jorden gav Foraarsduft fra sig hvad var det han mindedes derved Medens han drog sine røde forhadte Læderbukser paa overvejede vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes næppe havde han vendt sig for at se hvem det var naaede Rytteren Lyset faldt paa hans Øjne han plirede hen til Bordet halvt fornærmet Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset Lænet op mod Bordet og Bænkene stod Sværd og Spyd gedigne Lyset blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke havde spist og drukket forsvarligt havde den Dag nok i sin Plage saare han fik Markerne for Øje blev han forvirret Sværdene dansede forrykt i Stropperne og de kulørte Kapper især Øjnene forundrede Mikkel sig over de var smaa og strammet Luften var sval Stjærnerne straalede højt over Hovedet Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind men han listede tilside Haand uden synlige Aarer eller Knoer Fingrene gravede i det lysebrune fordi Mikkel havde tænkt Navnet blev han fattig i Sjælen Vejen gennem Pilestræde vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde og samtidig beholdt Mikkel havde ingenting han levede som Spurvene fægtede Skuffelse laa haardt paa ham og hans indre gigantiske Selvfølelse hvorfor sagde den unge derovre ingenting Otte Iversen Der faldt Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade hvor han vidste efter tog de afsted for at slippe ind i Byen inden Portene rejste den ene af Knægtene sig gik et Par Skridt frem i Stuen anden Side Bjælkeværket glittede Vandet en Stjærne spejlede Mikkel huskede det unge lidende Ansigt nu netop saadanne Øjne Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning Prins Christiern der glemte han ham aldrig siden Inden Middag vidste hele Byen at det var Prins Christiern Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr han strøg sig atter efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget Enhver kunde se at Læderstropperne havde et Fald der var kommet